KAPITEL 4: Barudstyr

Du har sikkert set scenariet før: en mand i jakkesæt sidder lænet ind over en bardisk, imens en bartender står og svinger med en metalbeholder bag disken. Bartenderen hælder en drink ud af metalbeholderen og ned i et glas foran den ventende mand. Men hvad kræver det egentlig, for at bartenderen kan gøre dette? Og endnu vigtigere, hvad skal du bruge for selv at kunne lave tricket derhjemme? I dette kapitel kan du læse om de forskellige slags barudstyr du kan anskaffe dig og hvad de bruges til.

Shaker

Hvis du nogensinde har prøvet at ville blande en Screwdriver med lidt ekstra vodka, men har valgt at gøre det i glasset, så kender du nok følelsen af at få ren vodka i munden før eller siden. Det kunne være undgået hvis du havde shaket drinken istedet. En normal tre-delt shaker koster ikke mere end 80 kr, hvis du bare skal have en billig en. Fordelen er at der sidder en si i låget, ulempen er at den kan være svær at skille ad og at alt kan sætte sig fast i sien. Et alternativ kan være en to-delt shaker – en bund og et glas. Den er nemmere at rengøre, men kræver at du har en strainer til når cocktailen skal hældes fra isen.

Jigger

En jigger er det samme for en bartender som en stridsøkse er for en viking. Istedet for at have to klinger har jiggeren 2 målebægere, som er vigtige for at kunne tilføje ingredienserne helt korrekt. Det smarte er at målebægerne er 2 forskellige størrelser, så ved at have 2-3 forskellige jiggere, kan du dække næsten alle mængder til cocktails – og ellers bruger du bare de små flere gange.

Muddler

For at kunne lave gode mojitos skal du kunne mose myntebladene, og det er klart lettere at gøre det med en muddler end med en ske eller en spisepind. Mange andre cocktails kræver også at du kan presse citronskaller eller frugt nede i glasset.

Isterningebakke

Det kan virke som en ligegyldig ting, men langt de fleste cocktails bliver meget bedre når de er kolde. Så tænker man: men kan jeg ikke bare købe en pose isterninger nede i et supermarkede og så bruge dem? Svaret er både ja og nej. Det er den nemmeste løsning her og nu, men hvis du vil have flotte isterninger, så er det en rigtig god idé at investere i nogle isterningebakker du kan have liggende i fryseren.

Skænkeprop

Skænkepropper er i sig selv et sjovt ord og som om det ikke er nok, så er de også rigtig gode at have liggende. De forhindrer dig i at spilde dine kostbare dråber, når du enten skal hælde op i et målebæger eller direkte i et glas, og de kan også være nyttige hvis du laver blandinger i hele flasker. Men husk ikke at lade skænkeproppen sidde i flasken længere end nødvendigt, da de både lader alkoholen fordampe, men også bliver snaskede og besværlige at rengøre. Men de er billige og effektive.

 

<— Forrige kapitel                                       Næste kapitel —>